Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne
JAGT. Strengt taget er dette en toer i serien om Afdeling Q og deres bedrifter. Eller rettere Afdeling Qs brave leder; den stereotype politimand hvis navn jeg faktisk har glemt. Men vi behøver det skam heller ikke. Han er fraskilt, har lidt forskelligt i lasten og lejlighedsvis bule i buksen. Persongalleriet til krimier trækkes samme sted.
En dag lander en gammel, afsluttet, sag på Afdeling Qs bord. Selvom politireformen i forvejen sluger kostbartid kaster afdelingen (de er tre) sig energisk over sagen – for her er virkelig ugler i mosen. Hør bare: To teenagere, søskende, myrdes brutalt. En håndfuld rige kostskoleelever mistænkes men kun en dømmes. De andre går fri, selvom de tydeligvis er skyldige, og i dag alle lever det søde jetsetliv – eller, alle pånær en som er blevet posedame. Selvvalgt. Det står ret hurtig klart at posedamen er nøglen til opklaringen. Både de skyldige og de retfærdige begynder at jage hende.
Sagen optrækkes langsomt og belyses fra forskellige synsvinkler. Det er spændende når vi er hos de degenerede kostskoleelever og ret uspændende når vi her hos politiet.
Historien har en tydelig morale – ligesom i gammel børnelitteratur. Værsgo: ren behaviourisme: syge menneskelige reaktioner er syge reaktioner på et sygt samfund. Hmm.
Krimi er ikke min genre. Punktum.