Erlend Loe: Muleum
DAGDOG. “Gør som du vil,” smsser Julies far til Julie da han falder ned over Afrika. Flyet han falder ned med indeholder også Julies mor og bror.
Tilbage har Julie; sin ungdom, sit pæne udseende og en masse penge. Og en kæmpe sorg. Julie beslutter sig for at udsætte sig selv for farer så hun kan få overstået livet. Hendes første selvmordsforsøg ender med at være både patetisk og komisk men Julie er en fighter og beslutter sig for at drage rundt i verden – kysse duer i Kina, have sex uden kondom og flyve over Afrika i en utæt flyvemaskine. Livet skal hun nok få has på!
Muleum er sørgelig, vanvittig morsom men mest af alt meget livsbekræftende.
Jeg tænker nogen gange på hvor længe Loe i grunden er om at skrive en roman. Jeg forestiller mig lidt at han får sine ideer under en god sporty tur på langrendski, mens han er i bad finpudser han og mens kaffen koger tænder han computeren for at sætte sit sidste punktum inden elgstegen om aftenen.
Sproget og historie flyder og fungerer også når handlingen er urealistisk. Der er dybde i fjollerierne.
Døden er skam en alvorlig sag men hvor er det dejligt befriende at læse en bog om sorg der ikke tager livspippet fra en men tværtimod får en til at ville blinke lidt ekstra til livet.
Jeg elsker Loe!
Muleum : roman / Erlend Loe ; på dansk ved Susanne Vebel. – Gyldendal, 2008. – 240 sider
humor/satire, social realisme | Comment (0)Jóanes Nielsen: Glansbilledsamlerne
HJERTE. Jeg har deponeret noget af min sjæl og mit hjerte på Færøerne. Derfor river fortællinger derfra særligt i mig. De gør mig både trist og bevæget.
Historien om Glansbilledsamlerne rammer dybt og mest i min inderste tristesse. Det er en ærlig og intens fortælling.
Romanen har fire hovedpersoner der starter med samme udgangspunkt og vi følger deres vej igennem livet og skæbnen. Det er en barsk historie som, ligesom pludselig færøsk tåge, driver og sniger ind i en. Der kan gemme sig meget i en tåge.
Jeg føler at jeg har noget i klemme med Glansbilledsamlerne. Mest kærlighed.
Læs min anmeldelse på litteratursiden
Oversat fra færøsk af Povl Skårup efter ‘Glansbílætasamlararnir’. Torgard, 2008. 265 sider.
Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne
JAGT. Strengt taget er dette en toer i serien om Afdeling Q og deres bedrifter. Eller rettere Afdeling Qs brave leder; den stereotype politimand hvis navn jeg faktisk har glemt. Men vi behøver det skam heller ikke. Han er fraskilt, har lidt forskelligt i lasten og lejlighedsvis bule i buksen. Persongalleriet til krimier trækkes samme sted.
En dag lander en gammel, afsluttet, sag på Afdeling Qs bord. Selvom politireformen i forvejen sluger kostbartid kaster afdelingen (de er tre) sig energisk over sagen – for her er virkelig ugler i mosen. Hør bare: To teenagere, søskende, myrdes brutalt. En håndfuld rige kostskoleelever mistænkes men kun en dømmes. De andre går fri, selvom de tydeligvis er skyldige, og i dag alle lever det søde jetsetliv – eller, alle pånær en som er blevet posedame. Selvvalgt. Det står ret hurtig klart at posedamen er nøglen til opklaringen. Både de skyldige og de retfærdige begynder at jage hende.
Sagen optrækkes langsomt og belyses fra forskellige synsvinkler. Det er spændende når vi er hos de degenerede kostskoleelever og ret uspændende når vi her hos politiet.
Historien har en tydelig morale – ligesom i gammel børnelitteratur. Værsgo: ren behaviourisme: syge menneskelige reaktioner er syge reaktioner på et sygt samfund. Hmm.
Krimi er ikke min genre. Punktum.
Politiken, 2008. – 399 sider
krimi | Comment (0)Jo Nesbø: Snemanden
SNE. Jeg kastede mig over denne krimi fordi: 1. forfatteren skriver også bøger for børn. 2. Bagsideteksten var ok. 3. Alle siger at denne roman bare er SUPER!
Jeg skal gøre det kort. Denne krimi er som andre krimier: vi hører således om hovedpersonens/efterforskerens/politimandens sexliv, alkoholmisbrug, tabte kærlighedsliv, mærket på hans sko, forholdet til kolleger, om folderne i hans bukser og lejlighedsvise erektion. Jeg fatter det ikke. Hvorfor er det spændende?
Historien er en klassisk massemorderhistorier. Pyha – så er man allerede indforstået med opgaven der skal løses og opstiller hurtigt skurkens profil og dårlige barndom som udløsende faktor for den skingrende psykopati der udspilles over siderne. Efter at have set et par amerikanske blockbuster krimifilm er man næsten uddannet ekspert inden for området, ikke?
Jeg synes, at historien væltede rundt i klicheer og stereotyper. Alle brikkerne var perfekt tilpassede hvilket imponerede mig og jeg funderede over hvor mange noter forfatteren har måttet lave for at binde historien sammen. Det er skam håndværk.
Romanen er hurtig læst. Undervejs sukkede og stønnede jeg af irritation og min mand bastbrølede igen og igen “Så lad dog være med at læse den bog!”.
Men noget drev mig – og det var horrorelementerne. Se det var spændende. Men det gled ud og blev krimi.
Konklusion: nope, krimier er rent nå for mig med undtagelsen af Arnaldur Indriðason , Mats Wahl og den fantastiske Skoven af Tana French. Hvordan mon det kan være. Hvad har de?
Jo Nesbø: Snemanden ; oversat af Allan Hilton Andersen. – 1. oplag. – Århus : Modtryk, 2007. – 460 sider
krimi | Comments (2)