Den Zenia

3.95 eller noget om kærlighed

Jeg har engang købt et menneske. Han hed Jonathan og var pæn. Meget pæn.
Sådan her var det:

Min veninde Eva og jeg sad på en trappesten. Det var sommer og vi kedede os og det var ikke et godt tegn fordi sommeren var helt ny.
Men så kom der en flyttebil og inden i den var der, udover  møbler og  kasser, en dreng der hed Jonathan. Han havde hvidt hår og lange øjenvipper der viftede op og ned  når han blinkede. Det lavede skygger på hans kinder og hans pandehår blafrede hele tiden lidt.
Vi så det allerede på lang afstand.
Jonathan missede mod solen og mod os mens hans hår skinnede. Så vi vinkede til ham og han vinkede tilbage.

Senere da vi stadig sad på trappen med vores kedsomhed kom han cyklende forbi på sin skrammede og seje bmx-cykel. Han lavede en dramatisk opbremsning foran os og da han talte, fordi det kunne han også, viste det sig at han i hvert fald ikke var fra Randers men mere henne fra Sjælland. Han talte lissom Kim Larsen og vi måtte hive efter vejret af ren begejstring. Sjælland var meget eksotisk.

Da han spurtede videre på  bmx’en sagde Eva: “Han skal være min kæreste! ” og jeg vidste med det samme, at det kunne jeg aldrig nogensinde acceptere og sagde derfor: “Ikke tale om. I har også næsten samme farve hår. Hvordan kommer det ikke til at se ud!”
Det var et argument uden mening men Eva forstod konfrontationen.
“Han kan bedst lide mig” gav hun igen.
Det var ikke utænkeligt at man kunne havde fået det indtryk, fordi jeg havde været så paralyseret og hæmmet af Jonathans øjenvipper, at det kun var Eva der havde talt med ham.
“Jeg vil gerne betale for ham!” fløj det ud af munden på mig og det havde ikke været forbi hjernen først.
“Betale?” gispede Eva og så på mig med ærefrygt.
Penge var ikke noget der før havde været imellem os.

Nu måtte jeg stå fast og greb til lommerne i mine smækbukser.
“Hvad vil du give for ham?” spurgte hun. Hun var imponeret men det havde ikke lammet hende

Jeg hev to store flotte 1 kroner op så de kunne blinke i solen.

“Sådan der!” To kroner. Det burde man nok kunne få sådan en Jonathan for.
“Ha!” Eva hev en lille læderpung frem.
“Min morfar gav mig penge sidst han var her!” triumferede hun
3 enkroner og en 25 øre smed hun på jorden mellem os.

Nu gjaldt det.
Jeg dykkede helt ned, helt derned hvor lommeuld forsvinder og bliver glemt sammen med tvivlsomme brødkrummer og støvmider. Op hev jeg triumferende  25 ørere, 10 ørere og en enkelt 5 øre.
I alt havde jeg  3.95.

“Pokkers!” udbrød Eva og slog luften med en knyttet næve.

Nu ejede jeg Jonathan. Han blev købt og betalt lige den sommerdag i 1983 men han fandt aldrig ud af det. Han var det mest flyvske stykke ejendom jeg har haft. Han ville ikke rette ind og det var svært at kontrollere ham når jeg f.eks. ikke turde tale til ham. Jeg tror heller ikke jeg elskede ham. Men jeg ejede ham. Lige indtil den dag Eva hørte om noget der hed inflation – det komplicerede mit ejerskab mente hun, og så fik han også en kæreste der hed Merethe. Det var heller ikke uvæsentligt.

Tekster | Kommentarer (8)