Om at snøre Bent


14. juli, 2010

Tømreren hed Bent og var sådan en der snakker folk i stykker. Han vidste alt om f.eks. Keops pyramiden. Det sagde han. Fordi han havde været der. Og man skal have været der for at finde ud af noget. Tag lige det guldkorn i lommen.

Han havde en egyptisk kæreste, fortalte han, og det var egentlig sådan lidt off topic i forbindelse med det tømmerarbejde han skulle lave hos mig.

Han havde givet hende penge så hun kunne blive sygeplejerske. Først kostede det egentlig kun max 10.000 skrev hun. Så blev det 15.000. Så blev det 17.000 – ja og så endte det sgu på 35.000. Det var ikke lige det han havde regnet med. Men hun var sød, det var hun, og de havde kysset lidt da han besøgte hende. Han måtte leje en lejlighed de kunne være i fordi hun boede simpelthen så kummerligt.

Ja, han vidste sgu ikke helt om de var kærester eller om hun mere var som en slags datter. Det ved man jo ikke altid, som han sagde.

Så nu skulle han arbejde i hele sin ferie fordi hun manglede pengene. Måske der lige kunne blive til en weekend i Tyrol, det håbede han lidt, fordi han var træt og udmattet af at arbejde i alle sine weekender.

Men, det vigtigste var sgu da at han havde hjulpet et andet menneske, ikke? Han sagde det med blanke øjne og jeg gav ham et klem og sagde “Helt sikkert, Bent. Du er et godt menneske og en god tømrer. Lidt lissom Jesus!”

Han nikkede alvorligt og klemte øjnene for vand mens han samlede sit værktøj sammen.

Da vi tog afsked garanterede jeg at jeg vil besøge Keops pyramiden en dag, så jeg kan finde ud af alt det, man ikke kan lære på andre måder end når man har været der.


4 kommentarer til “Om at snøre Bent”

  1. Jeanette den 14. juli, 2010 11:46

    Jeg havde engang en elektriker på besøg, der vidste hvordan man kurerede en spiseforstyrrelse – fordi det havde hans kammerats kæreste:

    “Man laver en gang flæskesteg med hele batteriet (han brugte nu et andet ord hér)” – og så sætter man sig overfor hende og venter på at der er spist op! Helt op!!

    Ak ja, Zenia. Med ridset svær og kogt vand ordnes mange fortrædligeheder.

  2. Zenia den 14. juli, 2010 12:12

    Der findes folk, der ikke er elektrikere, som også er til det der med gode råd. Altså, rigtigt gode råd. Har du ikke set reklamer for Kernesund Millionøse. Man ved ikke om man skal grine eller græde.
    Sådan en klaphat. Flæskesteg!? Alle ved da at folk med spiseforstyrrelser bare skal sultes indtil de ikke gider mere! :D
    Kom, vi laver firma med vores KOGT VAND-metoden!!

  3. Dorthe N den 14. juli, 2010 12:21

    Halleluja, og der kom Bent. Tak for stykket, skønt er det – og jeg skal have både tømrere og murere sidst i august. Jeg vil tage noter, big time.

  4. Gid jeg måtte stjæle | DINES the INFOTAINER den 1. august, 2010 13:36

    [...] Zenia: “Om at snøre Bent” “Ja, han vidste sgu ikke helt om de var kærester eller om hun mere var som en slags [...]

Trackback URI | Kommentarer RSS

Skriv en kommentar

Navn (obligatorisk)

E-mail (obligatorisk)

Hjemmeside

Kom med dit indspark