Den Zenia

Tudsen

Dedikeret Lise, som forstår dejligheden i snudesokker og det der sker inde i hundes hoveder.

Fenris. Min ældste hund. Jeg fik ham i julegave af Eileen, der selv havde lavet ham. På sin kennel. Men fordi man ikke må give levende dyr i julegave fik jeg ham lang tid før jul.

Da Fenris var hundehvalp var han som en tegneseriefigur. Det var ubeskriveligt og unaturligt.
Når han kom ud i haven eller ned på stranden var det som om hans fire ben ville i hver deres retning og han fik et vanvittigt udtryk af eksplosiv glæde i ansigtet, og intet, som i absolut intet, kunne få ham til at falde ned. Jeg havde aldrig set noget lignende og jeg har set mange hunde podet med godt humør. Min mand var i chok og gentog fortvivlet i det uendelige: Så gør dog noget for helvede!

Men kun tiden fik brikkerne til at falde på plads inde i Fenris’ hoved og i dag fremstår han forholdsvis normal for det utrænede øje.

Nu er det havetid og ud skal vi. D-vitamin og skvalderkål drager. Men Fenris er bange for haven. Hvert år er det det samme. Han skuler og der kommer en dyb rumlen nede fra hans mave mens han ser sig mistænkeligt omkring. Alt har sin forklaring og i går slog det mig hvad haven egentlig har gjort ham. Tudsen!

En sommerdag blev Fenris pludselig syg. Han kastede gult op og havde det rigtig elendigt. Jeg tænkte nøgternt: han har spist noget. Der fandtes fortilfælde; en engelsk plumbudding, en gærdej, et fad med kyllingelår, en æske p-piller og en vandmand. Jeg puttede ham godt og satte mig i sofaen med en bog. Nemo, som er den anden hund, blev ved med at dytte mig, og kravle under sofaen. Det var tankevækkende men jeg ignorerede ham alligevel. Sådan fortsatte det i et par dage. Fenris havde det fint om morgenen men op af dagen måtte han lægge sig mens han smaskede og havde kvalme.

Jeg fik tid ved dyrlægen. Nemo var helt pjattet med sofaen. Når jeg satte mig i den sukkede han dybt og jeg sad netop i sofaen da der pludselig lød en mærkelig slæbende lyd. Som om noget med en forholdsvis tyngde og  med en ru overflade blev trukket hen over plankegulvet. Ud af øjenkrogen fornemmede jeg at noget slæbte sig afsted. Det var levende, nopret , bebyldet, brunt og havde lange tentakler, som det brugte til at hive sig fremad. Jeg blev nødt til at se ordenlig efter men var stivnet af ubehaget ved lyden. Fenris savlede voldsomt i sin kurv og gemte hovedet under sin hale. Nemo var den modigste af os og med beslutsomhed baskede han til tingen på gulvet. Det overlevede den også.

Det var en tudse. Den største og mest udtørrede tudse jeg nogensinde kommer til at se.
Fenris kastede op i kurven og Nemo klaskede glad tudsen en ordentlig en med poten, og jeg måtte som repræsentant fra den overlegne race tage mig sammen og få tudsen transporteret ud af stuen, som i øvrigt ligger på første sal.

Pludselig forstod jeg hvorfor Fenris havde været lidt rundkindet forleden. Jeg havde troet af når han smaskede glad henne fra kurven var det fordi han hyggede sig med sit ben men det havde været tudsen. Hele tiden havde det været tudsen.

Jeg skyllede den udenfor. Tudsen. Den så ikke taknemmeligt på mig da jeg satte den forsigtig ned i en anden mands have. Det skal ellers være så sundt med tudser i haven. Vi har en i granit som en veninde gav Fenris i gave så han kunne huske dengang han næsten slikkede en amfibie ihjel.
Han har ikke glemt det.

Fenris – superhelt & kidnapper af tudser

Tekster | Kommentarer (5)