Fenris: halvt lykkedrage – halvt kompromisløs hævnerhund
Jo, Fenris’ heroiske indsats er nu heldigvis fortolket og foreviget af Allan Haverholm
En serie af plask
Plask med hunde indeni er altså den bedste slags.
Billeder | Kommentar (1)Indbrud interruptus
Mit hus er højt og jeg sad midt i det da nogen puslede udenfor. Min gårdhave støder op til andre haver så det er ikke en usandsynlig lyd.
Fenris knurrede alligevel. Han knurrede meget.
Så lød det som om nogen trak et søm ud af et stykke træ og Fenris rejste sig sammen med alle hans hår over ryggen og så bastbrølede han en serie af vov. Alvorlige vov. Nemo dyttede mig i ansigtet inden han løb efter Fenris der nu styrtede ned af trappen til stueetagen. Jeg råbte, at han skulle holde mule men kiggede alligevel ud i haven for at lokalisere den puslen der kunne få ham sådan i affekt. Havelågen stod åben og det bruger vi ellers ikke. Der manglede også en havestol og det gjorde mig instant irriteret fordi den var helt ny. Men hov – hvad var det, havestolen stod under et vindue.
Så faldt 10 øren.
Vi listede os ud i haven. Fenris sprang op i stolen og så vigtig ud.
Vinduesrammen var ødelagt.
kl. 11.40. Politiet hed Jesper og var sød og sagde at de havde en patrulje ude i området. Flere havde ringet og anmeldt forsøg på indbrud.
Patetiske lortetyv.
Hvis ikke Fenris havde lydt som den ondeste hund fra det dybeste helvede havde tyven ikke fundet guldbarer men bøger. Mange bøger. Se hans ærgrelse for dig.
Jeg har i øvrigt et sværd. Siger det bare. Det er tungt. Og det er jeg også. Sammen kan vi gøre skade.
Sværdet, mig og min mother fucker Lassie!
Ødelagt vindue.
Fenris – heltehund, 28. juni 2010 ( i baggrunden ses assisterende heltehund, Nemo)
Det andet | Kommentarer (8)
Branden
Vi boede over for en tankstation. Fra mit vindue kunne jeg se hvordan mænd tankede mens de havde en tændt smøg vippende mellem læberne.
“Der skal kun en glød til…” sagde min søster. Hun vidste noget. Jeg kunne se det på den måde hun kneb øjnene sammen mens hun nikkede.
“…til hvad?”, spurgte jeg
“Der skal kun en lille glød til så springer det hele i luften!”, hun stoppede med at nikke som om hun ventede på braget.
Jeg måtte ikke gå over vejen så jeg kunne ikke opklare om der lå løs benzin på jorden hvor de tankede. Men jeg forestillede mig at benzinslanger grundlæggende fungerede efter samme princip som når min bedste ven Mikkel tissede. Der var altid et par dråber der dryppede bagefter.
“Springer mit værelse også i luften?” spurgte jeg
“Det hele springer i luften. Det hele! Og der vil gå ild i alle lejlighederne” hun så mig langt ind i øjnene, “Når det sker skal du skynde dig ind i stuen så du kan fire dig ned ad altanen”.
Det lød som en forholdsvis enkel plan. Jeg kiggede ud over altanen. Selvom vi reelt set boede i stueplan var der alligevel et pænt stykke ned til jorden. Især hvis jeg stod oppe i en af altankasserne – det kunne jeg da regne ud.
“Har vi noget reb man kan fire sig ned ad altanen med?”, spurgte jeg min far.
“Du skal overhovedet ikke fire dig ned af altanen!” svarede han chokeret.
Jeg var ellers også sådan et roligt, nærmest dovent, barn.
“Men hvis det nu brænder!”
“Hvis det brænder skal du vække mig”.
Det lød også som en god plan.
“Hvis det brænder vækker jeg far før vi firer os ned” forklarede jeg min mor så hun ikke var helt uden for.
“Hvis det brænder når du ikke at vække nogen før du springer!” svarede hun
“Springer!? Jeg tør ikke springe!”
“Tro mig! Du springer hvis det brænder!”.
Nu var jeg virkelig bekymret. Jeg prøvede at springe ned af en trappe, to trapper – tre trapper turde jeg ikke. Jeg så mig over skulderen og prøvede at se, altså virkelig se, en brand, og til sidst lykkedes det mig på en måde at springe ned af tre trapper mens jeg klamrede mig til gelænderet ude i opgangen. Det var ikke godt nok.
På skolebiblioteket læste jeg om kulminerne. Det var et virkelig spændende emne. I kulminerne, læste jeg, havde de i gamle dage undulater med sig derned. De døde nemlig på forhånd hvis noget farligt var undervejs. Især gas men det kunne også være røg fra en brand.
Det var virkelig smart og jeg spurgte om jeg måtte få en undulat. Min søster fik også en. Men hun vidste ikke hvorfor – hun gik vist heller ikke så meget op i det der stod i bøger alligevel.
Herefter var det bare at vente på et udspil fra undulaten. Døde den i tide ligesom nede i kulminerne kunne jeg strengt taget tage trappen!
Om natten vågnede jeg ofte med et sæt og listede hen til buret for at se om fuglen sad på pinden eller lå på ryggen med sine krøllede tæer op i luften.
Hvis jeg var i tvivl om den f.eks. var på vej i koma slog jeg på tremmerne indtil den sprang lidt omkring.
Jeg knyttede mig aldrig helt til den undulat. Den var fuld af risiko og en dag var den også væk.
“Hvor er Trille blevet af?” spurgte jeg min mor
“Trille døde for en uge siden”, – hun sagde det uden at lyde anklagende, og det satte jeg virkeligt pris på, og jeg vidste nu at jeg ikke længere var bange for branden.
Skanners
Min disk er fuld. Det sker jævnligt. Så skal jeg smide noget ud så nyt kan komme til.
Når jeg skal rydde op sker der kun det at jeg finder noget virkelig interessant jeg havde glemt jeg havde gemt.
Som nu filer fra dengang vi fik en skanner. Alt blev skannet. Og blev til kunst – eller i hvert fald til noget andet.
Min hånd
Mit hår
En frivillig
Det sidste wc-papir
Billeder | Kommentarer (6)Ang. strømpebar
Kære H & M
Strømper, hvem kan undvære dem?
I sælger strømper. Jeg køber dem.
Målgruppen er enorm og jeg holder meget af jer fordi I faktisk tager strømper alvorligt. Hos jer kan man få de dejligste strømper. Vil man have en farvesprød strømpe eller en fræk ditto med striber eller prikker skal man blot gå i H & M.
Det glæder mig, men desværre og trods al min begejstring for jeres tilgang til strømper, må jeg alligevel sige at en enkelt ting ærger mig: Når man køber et bundt med flere strømper i, og det gør jeg tit, er der altid mindst et par der simpelthen ikke passer ind i min ellers alsidige og rummelige garderobe.
Der er altid et par som jeg må give ubrugt bort til f.eks. velgørenhed eller en farveblind.
Jeg er insinuerer ikke at I parrer strømperne således at der altid er et par som man ikke kan holde af. Mit ærinde er at gør jer bevidst om virkeligheden for strømpeforbrugerne.
Tillad mig derfor at foreslå jer en kreativ og innovativ løsning: Lav en strømpebar!
Jeg forestiller mig som udgangspunkt at man sagtens kan overføre bland-selvkonceptet som vi i den civiliserede verden allerede kender i forbindelse med slik, snacks og, i hvertfald i udkants-Danmark, søm og skruer.
Lad helt enkelt folk blande deres 8 par selv.
I kunne også vælge at kalde det en “sockiebar”,” Bland selv sokker” eller måske noget så dristigt som “fodgodter”. Jeg vil lade det være op til jer.
Bedste hilsner
Zenia Johnsen
