Den Zenia

Pausebillede

Glæde og kærlighed kan sprænge rammer. Også på billeder.

Fenris & Nemo – hunde på ærøsk græs, 2010

Sidste skoledag

“Jeg har sidste skoledag i næste uge – nogen der har ideer til udklædning??? Det skal være super originalt…
Indtil videre skal jeg være en fræk sygeplejerske men jeg er åben for bedre forslag.”
Anonym elev

Udklædningens sociologi.
I morgenskumringen så jeg 3  sygeplejersker, 2 hotdogs, 2 ørkenbeduiner (med maskingeværer), 1 malkepige (uden kreaturer), 1 Paris Hilton (måske…)1 Superman og 1 nudist.

For måske lidt mere end 20 år siden da jeg havde sidste skoledag myldrede det med sygeplejersker, vagabonder og babyer. Husk på det var i en tid med Shubidua og ingen realityprogrammer.
Jeg var ikke klædt ud. Det var en del af min anti-folkeskole kampagne hvis kerneideologi ellers bestod af at pjække, tegne på bordene og ikke lave lektier.

Sidste skoledag, festen, blev holdt i en skov. Jeg havde en kort kjole på med blomster og lignede en pige. Klokken 20 blev jeg kørt til lægen pga. en voldsom allergisk reaktion forudsaget af mellem 40-60 myggestik. Klokken 21 var jeg reddet fra at gå i anafalystisk chok og var smurt ind i hvid fedtet creme. Klokken 22 gik jeg hjem langs Gudenåen sammen med min kæreste som trak sin knallert hele vejen. Der var 5 km. – jeg har lige tjekket det på Krak.

Hvis jeg kunne gøre det om ville jeg gå målrettet efter udklædningen som hotdog. Helt sikkert. Ingen myg ville kunne trænge igennem 20 cm. pølse og brød.

Halsbrand, del 2

Kanske Mickey checker Bambi for halsbrand?

Halsbrand

Konsekvenserne af halsbrand kan være alvorligere end man forestiller sig.

Geden

Han haltede, gjorde fysiklæren, så de kaldte ham Geden, hvilket i grunden var enormt kreativt fordi geder halter vist ikke. Måske var det ikke fordi han haltede, måske var det på grund af noget andet men jeg fulgte ikke med i fysik.
Associationerne var i hvert fald på plads og når han stod dernede bag det lange kateder og talte om acceleration og Det periodiske system måske  sagde de “mæææh”. Det var ikke så højt bare konstant. Når han spurgte om noget rakte ingen hånden op og hvis han spurgte dem der havde fundet på det med Geden svarede de kun med “mææh” og fnis. Så dem spurgte han ikke.

Og så boede han sammen med sin mor, og var i halvtredserne, ja hun var så ældre, og det fandt de ud af og så blev det rigtig ubehageligt. “Geden knepper sin mor”, brægede de og lavede seksuelle gedelyde og det er altså svært at gengive realistisk på skrift så det springer jeg lige over.
Det var efterhånden svært at koncentrere sig nede på bagerste række hvor jeg sad og tegnede på bordet med min passer. Men en dag brød han sammen midt i en time. “Møgunger” råbte han og “Kan I så holde op!”. “Mæææh!” blev der svaret og han stod lidt og gispede af raseri eller måske var det noget andet. Hans øjne blev våde og blanke og så gik han sin vej. Uden sin taske. Han lukkede ikke døren efter sig og og kom heller ikke tilbage. Der blev klappet og hujet. Det var en fest. Vi fik ti minutter fri før tid.
Næste uge fik vi en ny lærer som var ham vi kendte fra biologi. Han havde fipskæg men gik ellers normalt.

Det havde virket det med Geden. Han var væk og kom aldrig tilbage.
Jeg kan ikke huske hvad han hed rigtigt.

Frisk kød

“Me love you long time. Me so horny. Me sucky sucky”
Da Nang prostitueret, Full Metal Jacket, 1987

På vejen til Brugsen ligger et bordel. Ved naboen står der en pink  trehjulet cykel og naboen på den anden side dyrker rhododendron.
Underetagen er pyntet op med blinkende juletræskæder og kunstige blomster der er blegede af solen. Et stykke gråt pap, jeg forestiller mig at det er bagsiden af en havregrynspakke,  fortæller om der er åbent. Det er der altid.

Jeg skal se det. Det har jeg besluttet. Inde i det hus er grimheden og det nytter ikke at kigge væk og jeg vil i øvrigt gerne se hvem det er der går derind. Jeg vil gerne have øjenkontakt med dem.
I dag så jeg dem der arbejder der. En stor BMW, hvor stereotypt, parkerede ved kantstenen og ud kom tre asiatiske piger. Med uglet tjavset hår og slidt tøj. En sportstaske hver havde de. Chaufføren puffede dem hen til en mand der kom ud af huset. De slog hinanden på skuldrene og grinede i venskabelighed. Mændene.  De var glade og tilfredse.  De tre piger stod og gloede i mens. På deres fødder, på gaden, på huset og mig der cyklede langsomt forbi.
Fra hjørnet så  jeg at chaufføren fik en pige med tilbage, måske virkede hun ikke mere, og de tre piger forsvandt ind i huset. Slugt.
Det er ellers godt vejr i dag. 23 grader. Men jeg frøs. Et sted mellem grimheden og  min fantasi ligger virkeligheden.

Myter, Maslow og penge holder slaveriet kørende. Vi er i 2010!

Bliv klogere!

Bella

Der var 2 ting man ikke måtte: Gå med lokkere, der som udgangspunkt blot var alle de voksne man ikke kendte, og gå hen til hunde.
Det første var grundlæggende ikke så fristende  men det sidste var helt umuligt at overholde.

Min bedstefar havde en hund. En stor gusten schæfer der hed Lady som virkelig ikke kom når man kaldte. Hun herskede på gårdspladsen og i laden, hvor hun spiste  kartofler med tyk brun sovs af en emaljeret gryde.
Når vi kørte ind på gårdspladsen lå hun midt i det hele og flyttede sig ikke en millimeter for hverken menneske eller maskine. Heller ikke for mejetærskeren.

Lady kunne ikke lide mennesker og slet ikke dem der var mindst. Engang gik jeg alligevel hen til hende og kommunikerede VOV ind i snudetøjet på hende. Min far greb mig under stor dramatik og reddede mig angiveligt fra at leve et liv uden næse. Han ruskede mig i mindst to minutter bagefter og det eneste jeg fik fat i, udover svimmelhed og en let hovedpine, var måske: Ikke, råbe, hunde, nej, for helvede, ansigt, unge.

Lady var ikke hundevensmateriale, men hun er den første hund jeg husker.

Jeg håbede at hun ville dø. Lady.  Fordi så ville min bedstefar, teoretisk set,  få en sød og normal hund i stedet. En med en hale der logrede og som ville finde en hvis man blev væk og svømme over floder for at komme hjem til ens favn. Ligesom Lassie.

Miraklet skete. Ikke at Lady døde men at der kom en ny hund. Det var en sort labrador som var revolutionerende skæg og sød. Og yndig. Den hed Bella, hvilket var det mest vidunderlige ord jeg nogen sinde havde hørt. Det kildrede munden og betød “smuk”.
Når vi trillede ind på gårdspladsen og havde undveget Ladys sure knogler, stod Bella i mødekommende i et af vinduerne i grisestalden, hvor hun boede, og kaldte begejstret og kærligt.

Man kunne kun komme ind til hende med snilde. Vi måtte ikke lukke hende ud og åbnede man døren sprang hun ud som en fjeder og væltede alt med hendes glæde og især mennesker. Heldigvis var der to døre i grisestalden, som var formet som en hestesko. Derfor måtte min søster åbne den ene dør og råbe: BELLA! og når så Bella næsten var henne hos hende smækkede hun døren i og sammen kunne vi springe ind af den anden dør mens Bella hysterisk løb tilbage rundt i hesteskoen for at komme hen til os.
Proceduren var den samme ved exit. En krabbede sig ud af døren mens den anden distraherede hunden. Det var det største forræderi. Hendes bedrøvelige hundeøjne kunne mærkes i ryggen  når vi løb over brostenene på gårdspladsen.

Når kysten var klar tog jeg hende ud af grisestalden. Som meget der er forbudt elskede hun det og rystede sig og spjættede af frihed. Kyssede mig på næsen og sammen kiggede vi i hjørnerne i laden. Men det bedste var at ligge i ske henne i høet . Her krammede jeg næsten livet ud af hende -  retrospektivt set kunne man vist høre det på vejrtrækningen.

“Jeg elsker dig, Bella! Du er min bedste ven!”, sådan sagde jeg mens jeg holdt om hende. Hun gispede lidt men lå venligt stille indtil min akutte kærlighed passerede.
Hun lugtede afsindigt dårligt, gjorde Bella, af grise og stald. Når man klappede hende forsvandt hun i en støvsky og man kunne nuldre sort snavs af fingrene bagefter. Som astmatiker var hun ikke en nem ven at have.

Men sådan er venskab. Man snupper hele pakken. Holder vejret hvis det stinker og krammer så det basker.

Lady blev vist mindst 100 år men fik aldrig en ven.

“(og det skal nok gå alt sammen)”

I dag udkommer Dorthe Nors’ Dage
Indrømmet, der vil ikke være bannerreklamer på siderne af busserne og “Go aften Danmark” rydder heller ikke sendefladen for historier om bortløbne hunde, misbrugte børn eller passionerede og faglige diskussioner om sæsonens solbriller for at presse Dage ind.

Vi taler jo kun om den litteratur vi kender. Krimier f.eks. Man kan ikke undgå at vide at de findes for de ved det samme som “Go aften Danmark” – gør dem, der skriver krimierne, og nu taler jeg generelt og over en kam og det skal der også være plads til.

Dage er en bog der vil få det til at rumstere i de mennesker der læser den, og den slags bøger er den bedste slags.
Substans! Åh, substans – Kærligheden, Livet og det der er i mens og efter.
Det er poetisk, lunt, skrøbeligt og klogt fordi det er skrevet af et ægte menneske. Bogen er krydret af vignetter af Signe Parkins – og det er godt gjort!

Jeg vil ikke være generel men helt konkret: side 43 – holder jeg mest af, og jeg skal også huske at sige at Dorthe Nors er min virtuelle ven men derfor, især derfor, er det en varm og ærlig anbefaling.
Læs Dage!

Forlagets tekst om Dage:

“Dage er en smuk og egensindig bog bestående af 39 prosalyriske tekster.

En kvinde skriver lister fra sit liv. Bag hende ligger en kærlighed, hun har mistet. Omkring hende vender et forårsmættet København vrangen ud på sig selv af skønhed.

Hun må tage én ting af gangen: Viskestykket, tvivlen og kronbladene fra de første rosa rugosa i håndfladen. Hun vil tage én dag ad gangen, og den første af de dage, hun skal tage, er i dag. Men det bliver den sommer, som aldrig vil ende.

Dage er en tekst om at finde sit ståsted i tilværelsen, når alt omkring én dirrer, og selv elefanterne i Zoologisk Have er usikre på benene.”

Udsigt fra bihulebetændelse

Snot kan godt ses på marineblåt

En tudsetematik er aktuel i dansk skønlitteratur.
I Morten Kirkskovs Kapgang bliver en tudse kylet ind i en mur og Morten Ramsland  lader i Sumobrødre fiktive tudser blive sendt afsted mod dødsriget med en ketcher. De deler fornavn, forfatterne, og har ca. samme alder. Det er interessant med de der tudser, og det fik mig til at tænke på om jeg selv kan hente lemlæstede amfibier frem fra barndommens skvalderkål, men det eneste der nærmer sig ubehagelig episk død er en skaldet fugleunge som blev slået ihjel af humane grunde. Vist.

Fugleungen var faldet ned fra taget, og taget var over 3. etage så man skulle tro at det havde blæst livet ud af den, men den gispede endnu. Den var lyserød og havde et stort hoved. Øjnene var endnu ikke sprunget ud så den havde store lilla pletter bag tynd hud i stedet. Jeg kan ikke retrospektivt afgøre hvilken slags fugl det var, men den var stor, så jeg beslutter at det var en ravneunge.

Der lå den på asfalten. Ravneungen. Halvt levende, halvt død alt efter hvordan man tog det og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op.
Så derfor græd jeg lidt. Over livets (altså ravneungens) ulidelige, elendige uretfærdighed.
Mens jeg levede mig ind min dybfølte gråd dukkede Allan op. Allan var det eneste tykke barn jeg kendte.  Han gik altid i marineblåt og så havde han kronisk løbende næse hvilket betød at han altid havde sneglespor op af ærmerne. Snot kan godt ses på marineblåt og det rimer uden at være med vilje.

“Træd til side” sagde Allan myndigt mens snottet løb, og jeg sprang for mit liv da han storbrølende hamrede en sten på størrelse med et møllehjul ned i skadeungen. Det sprøjtede.
“Sådan der” bekendtgjorde Allan og tørrede næsen i ærmet.

Da jeg kom hjem fortalte jeg ulykkeligt min far at Tykke Allan havde slået en fugleunge ihjel fordi den var faldet ud af reden og min far nikkede alvorligt og sagde at Allan altså havde gjort det helt rigtige. Men det føltes ikke sådan.