Den Zenia

Dame + Dame

Fiberbag eller Noget om selvtægt

Vi er dyrene overlegne på grund af vores selvkontrol og vores rifler.
Kaptajn Fry, idiot & skurk
(Tarzan escapes, 1936)

Fiberbag, et vidunderligt produkt, der får ens gærbrød til at blive lækkert svampet og mættende. I dag var der 50 % på alle varer i Føtex, hvilket ville sparke Fiberbag ned i den beskedne sum af 7 kr. pr. pakke.

Men ak, Fiberbagen var revet af hylderne. Det var kun til at holde ud fordi alt andet næsten også var solgt og det der ikke var stod folk og rev i. Rynkecreme, buræg, Kærgården og lakridsstænger. Enkelte skubbede op til flere vogne foran sig. Hele skoleklasser krabbede sig af sted med Cult og Snickers. Man kan stable det meste og køerne ved kassen gik helt ned til mælken og det er pænt langt.

Det er ikke hver dag man ser en tømt Føtex. De tomme hylder, kølediske og mennesker med et jaget udtryk i øjnene mindede om de tv-billeder der slap ud af Sovjetunionen da jeg var barn. Hvis supermarkedet kun havde Palmin den uge gik folkemængden amok og hamstrede Palmin.

Mens jeg skuffet købte to pakker spagetti i stedet for Fiberbag og prøvede at finde enden på en kø opstod der pludselig tumult. En dame vrælede op – “Pas dog på for helvede!” . En anden sagde: ” Hov, undskyld”. Damen tog sig til sin hæl der var løftet 10 cm over jorden af en høj stilet. “Og tal da lige dansk!”. Den anden gik mens damen humpede dramatisk rundt og tog sig til stiletten. Hendes veninde kom ilende til undsætning og støttede hende mens de sammen kiggede på hælen. Altså, stiletten.
“Det var hende indvandreren dernede!” Damen pegede mens hun skingert råbte. “Hun tyrede bare ind i mig. De har bare så travlt. De tænker kun på sig selv!” Veninden var forarget. En anden kunde rykkede tættere på og spurgte hvad der dog var sket så damen fik mulighed for at råbe lidt videre “Og så sagde hun bare noget til mig på hulabula. Typiske indvandrere. Sproget gider de sgu ikke lære. Men rage til sig? Det forstår de”.

Og sådan kan en drøm om Fiberbag ende et helt andet sted.
Jeg prøvede at manøvre min vogn ind i damens anden stilet da jeg gik forbi. Hvis jeg havde ramt, ville jeg ellers have sagt “hulabula!”.

Det der kommer ud af hunde eller Noget om selvtægt

Sådan her stod der i avisen (som hedder Politiken):
“Nogle hundeejere vil ikke rydde op efter deres hunde. Det forsøges standset, blandt andet gennem skiltning.”

Det får mig til at grine. Ikke at der findes rebeller der ikke vil samle lort op, men at man vil standse det gennem skiltning.
Forbud og skiltning? Kan man adfærdsmodificere menneskeheden med det? Gid!

Jeg har selv to hunde, som der kommer noget ud af. Og vi samler op. Altid. På nær en enkelt gang, hvor det var faldet så langt inde i fædrelandet at jeg tænkte at det burde gå. Men så løb hunden derind og smed sin pind helt strategisk midt i det vi ellers prøvede at ignorere…og hunden kom tilbage med pinden, nu med vedhæftet, og afleverede til en hånd.
Se, sådan en oplevelse er adfærdmodificerende!

I januar forfulgte en vred Silkeborgborger en hundeejer, som havde glemt at samle op efter sig. Han, borgeren, havde tid og nærvær til at samle den glemte lort op, inden han løb efter hundeejeren som han anråbte med ord som Møgsæk og Luder og da han fik fat i hende, for det gjorde han, foretog han et voldeligt overfald med henblik på at smøre hendes ansigt ind i lort hvilket han havde succes med. Det koster ham nu 30 dages betinget fængsel.

Det er som om, at det ikke kun handlede om en glemt hundelort. Når mennesker selvtægter giver reptilhjernen den gas.
Selvtægt er noget af det mest uhyggelige der findes.

Prioriteringer i forhold til Atomkrigen

Måske er det fordi jeg voksede op med Reagan & atomkapløbet, Den kolde krig, og Tjernobyl at jeg grundlæggende er bevidst om atomberedskabet.
Bagerst i telefonbogen, ikke mange ved det, kan man se hvordan man skal forholde sig når/hvis bomben/Barsebäck (eller nogle af de andre) sprænger/nedsmelter.
Konserves, rosiner, radio, batterier og væk fra ydermurerne. Og man må ikke drikke vandet fra hanerne. Hvis man ikke kan holde sig så længe tror jeg egentlig ikke at der noget i vejen for at skylle ud bagefter.

Nærmeste Føtex har i dag 30% på alle varer (og torsdag taler vi 50%) fordi de lukker, hvilket åbner op for muligheden af hamstring af konserves og således med atomberedskabet i baghovedet tog jeg derned med den store cykelkurv.

Hjem kom jeg med: 1 hummer, Riesling, kaviar, frosne blåbær, pænt meget revet ost (mindst holdbar til aug 10), olivenolie i pæn flaske, soya i pæn flaske og chokoladeis.

Jeg glemte at kigge efter rosiner.

Guldkage

Jo, guld kunne godt gå hen og blive et tema.
Dagen efter jeg genfandt mine guldslippers var jeg til fødselsdag hvor der blev serveret en sublim hvid chokoladekage med bær og guld.

Guld smager i øvrigt lidt af pap.

Guldslippers

Al erfaring har vist mig, at når noget er blevet væk finder man det hvis man hiver møblerne ud fra væggen og kigger bag eller under dem. Start evt. med de letteste først.

Således ledte jeg efter en karte og fandt GULDSLIPPERS.
Jeg havde glemt at jeg havde dem og hvordan de er endt bag en slagbænk sammen med et tvivlsomt stykke strikketøj aner jeg ikke.
Men jeg husker da jeg købte dem hvilket jeg kun gjorde fordi de er af GULD! Det skriger på magi!
Jeg tog dem derfor på og gik glad og forgyldt på arbejde. Men det blev en lang og opslidende dag fordi ingen kunne helt se hvor mageløse de var. Mine guldslippers. Kommentarerne  fløj lystigt: Hjemmesko! Kiksede! Upraktiske! Det sidste havde måske noget på sig.

Da jeg i slutningen af dagen stod ved personaleind-eller udgangen, alt efter hvordan man tager det, regnede det voldsomt. Mine kolleger slog sig på lårerne af grin, enkelte på noget der kunne tolkes som en skadefro måde, fordi vandet stod op af kloakerne mens skidt og skrald surfede ned af gaden. Netop da jeg indså at jeg måtte gå hjem i bare tæer dukkede en kollega op og reddede situationen, mens mest mine guldslippers.
“Kom, nu kører jeg dig hjem så guldet bliver på dine sko”, sagde hun oprigtigt venligt.

Og det kom altsammen frem i lyset igen nu jeg er genforenet med mine slippers af guld.
Kollegaheden er ligesom  menneskeheden. Nogen må man holde ud og andre klikker man med. Enkelte er endda guld værd.

Guldslippers i hjemmestrik - endnu en fordel ved at være på orlov!

Om hunde & bøger

Her ser I Fenris, midlertidig faldet om af glæde og kærlighed til livet som hund.

Fenris - hund i april 2010

Forleden modtog jeg et hollandsk bogkort med posten, vedlagt var der også et stykke håndsæbe så jeg kan vaske min mund med det, men det er en helt anden historie.
Bogkortet er formet som et kødben og på det står der:

Outside of a dog, a book is a man’s best friend
Inside of a dog it’s too dark to read.

Ordene er Groucho Marx’ – og det er i grunden noget dejligt vrøvl. Det er vrøvl ofte.

Tudsen

Dedikeret Lise, som forstår dejligheden i snudesokker og det der sker inde i hundes hoveder.

Fenris. Min ældste hund. Jeg fik ham i julegave af Eileen, der selv havde lavet ham. På sin kennel. Men fordi man ikke må give levende dyr i julegave fik jeg ham lang tid før jul.

Da Fenris var hundehvalp var han som en tegneseriefigur. Det var ubeskriveligt og unaturligt.
Når han kom ud i haven eller ned på stranden var det som om hans fire ben ville i hver deres retning og han fik et vanvittigt udtryk af eksplosiv glæde i ansigtet, og intet, som i absolut intet, kunne få ham til at falde ned. Jeg havde aldrig set noget lignende og jeg har set mange hunde podet med godt humør. Min mand var i chok og gentog fortvivlet i det uendelige: Så gør dog noget for helvede!

Men kun tiden fik brikkerne til at falde på plads inde i Fenris’ hoved og i dag fremstår han forholdsvis normal for det utrænede øje.

Nu er det havetid og ud skal vi. D-vitamin og skvalderkål drager. Men Fenris er bange for haven. Hvert år er det det samme. Han skuler og der kommer en dyb rumlen nede fra hans mave mens han ser sig mistænkeligt omkring. Alt har sin forklaring og i går slog det mig hvad haven egentlig har gjort ham. Tudsen!

En sommerdag blev Fenris pludselig syg. Han kastede gult op og havde det rigtig elendigt. Jeg tænkte nøgternt: han har spist noget. Der fandtes fortilfælde; en engelsk plumbudding, en gærdej, et fad med kyllingelår, en æske p-piller og en vandmand. Jeg puttede ham godt og satte mig i sofaen med en bog. Nemo, som er den anden hund, blev ved med at dytte mig, og kravle under sofaen. Det var tankevækkende men jeg ignorerede ham alligevel. Sådan fortsatte det i et par dage. Fenris havde det fint om morgenen men op af dagen måtte han lægge sig mens han smaskede og havde kvalme.

Jeg fik tid ved dyrlægen. Nemo var helt pjattet med sofaen. Når jeg satte mig i den sukkede han dybt og jeg sad netop i sofaen da der pludselig lød en mærkelig slæbende lyd. Som om noget med en forholdsvis tyngde og  med en ru overflade blev trukket hen over plankegulvet. Ud af øjenkrogen fornemmede jeg at noget slæbte sig afsted. Det var levende, nopret , bebyldet, brunt og havde lange tentakler, som det brugte til at hive sig fremad. Jeg blev nødt til at se ordenlig efter men var stivnet af ubehaget ved lyden. Fenris savlede voldsomt i sin kurv og gemte hovedet under sin hale. Nemo var den modigste af os og med beslutsomhed baskede han til tingen på gulvet. Det overlevede den også.

Det var en tudse. Den største og mest udtørrede tudse jeg nogensinde kommer til at se.
Fenris kastede op i kurven og Nemo klaskede glad tudsen en ordentlig en med poten, og jeg måtte som repræsentant fra den overlegne race tage mig sammen og få tudsen transporteret ud af stuen, som i øvrigt ligger på første sal.

Pludselig forstod jeg hvorfor Fenris havde været lidt rundkindet forleden. Jeg havde troet af når han smaskede glad henne fra kurven var det fordi han hyggede sig med sit ben men det havde været tudsen. Hele tiden havde det været tudsen.

Jeg skyllede den udenfor. Tudsen. Den så ikke taknemmeligt på mig da jeg satte den forsigtig ned i en anden mands have. Det skal ellers være så sundt med tudser i haven. Vi har en i granit som en veninde gav Fenris i gave så han kunne huske dengang han næsten slikkede en amfibie ihjel.
Han har ikke glemt det.

Fenris – superhelt & kidnapper af tudser

Dugdråbesafari

Facebook. The final frontier.
Jeg havde lidt over 200 venner og nogle af dem var rent faktisk venner, men mest var de vel ikoner af sig selv.
Der er gemt mange grin og delt glæde derinde, men på det sidste har jeg haft det som om jeg var på hyttetur uden de voksne.  Og en nat i sidste uge drømte jeg, at hver gang jeg slettede en ven holdt de op med at eksistere. Det er om noget et freudiansk vink med en vognstang.
Det er nemt at deaktivere sin konto og nu er her helt stille. Jeg kan ikke længere orientere mig i hvem der laver mad, løber, skifter side, får fjernet tarmpolypper, hader Gud, elsker Gud, har hovedpine, hader sit arbejde, har mistet nogen, fundet nogen eller savner nogen. Her er kun stilhed. Ingen vrænger, mobber, peger, griner, syntes om, skælder ud eller laver smileys.

Ingen lurer.

Alt er muligt indeni Facebook men pludselig kunne jeg ikke finde poesien. Kun støj.

I stedet gik jeg i dag ud i haven og kiggede på dråber. Der er noget helt særligt med dråber. De er små universer som både lukker sig om detaljen og forstørrer persepktivet.
Og så var det at jeg kom i tanke om Kobayashi Issa, som var en japansk haiku-digter der døde i 1823.
Issa skrev over 20.000 haiku-digte, som i antal vel strengt taget nærmer sig de facebookopdateringer man proppes med i løbet af et år.

Hvis Issa havde en facebookprofil ville han måske have skrevet i sin statusopdatering:

Denne dugdråbeverden
er en dugdråbeverden.
og dog
og dog

Det tænkte jeg ret meget over mens jeg kiggede på dråber.

Duedøden

For ingen elskende har lugtet helt så godt som Julie og hendes Romeo.