Fisk
Det begyndte vist med Bennys Badekar. Der skal ikke mere til end en haletudse og et afløb for at kickstarte et stort eventyr.
Min far havde et akvarium, og flyttede jeg en stol helt hen til det og hvilede pande og næse mod glasset, kunne jeg forsvinde helt mellem fiskene og de grønne planter. Helt uden at blive våd.
Senere fik jeg mit eget akvarium og jeg elskede virkelig mine fisk, som fredfyldte svømmede rundt i en perfekt verden af harmoni og idyl. De var nemme at passe. Faktisk er et akvarium nemmere at passe end en stueplante.
Men så var det at jeg arbejdede på et børnebibliotek, der sukkede efter lidt harmoni og jeg fik lov til at anskaffe et akvarium. En kollega overtog ideen med det samme. Hun var glad for dyr, som hun sagde, så det skulle jeg bare overlade til hende.
Hun var bestemt dedikeret til opgaven. Hver dag marcherede hun på klokkeslæt hen for at fodre dem.
“Fisk skal have præcist den samme mængde mad hver dag. Det er vigtigt med regelmæssighed,” oplyste hun mig.
Hvis hun havde ferie, eller på anden måde var forhindret, måtte jeg godt fodre dem.
Fiskene skabte faktisk lidt balance. En del børn kom hen og så på fiskene, og jeg fik lov til at fortælle dem hvad jeg vidste om neonfisk, slørhaler, maller, mollyer og cichlider. Bøgerne om akvariefisk, rokker og hajer var altid udlånt.
Jeg lavede en hemmelig aftale med en dreng om udveksling af fisk så bestanden kunne holdes frisk og i gang. Han var en af de unger der lugtede, som et glemt håndklæde på gulvet, og som altid havde indtørret grønt snot i næsen. Men da han kom med en pose fuld af små neonfiskeunger var han dagens stjerne. De andre børn stimlede sammen om ham, trods lugten, da vi satte de nye fisk fri.
En dag gik pumpen i stå og under stor dramatik fik vi skilt den ad og fik den renset. Vi kunne være ca. 8 på et af toiletterne. Et par stykker blæste regelmæssigt luft ned i akvariet med et sugerør i mens. Fisk skaber sammenhold.
Men så en dag skete det. Fiskedøden. Det var ikke pumpen men noget andet. Vandet var klart men 2 fisk var synligt døde og en anden var forsvundet. Jeg fordybede mig i fiskelitteraturen for at finde svar. Ungerne holdt bekymret vejret i mens og fiskene trak ud i hjørnerne.
Da den forsvundne fisk blev lokaliseret og erklæret død tog min kollega beslutningen i samråd med overkommandoen. Slut med fisk!
“Der er jo alligevel ingen der kigger på dem længere,” konstaterede hun.
Aftalen blev at dyrehandleren kunne få de overlevende. Jeg har flere gange været med til at tømme et akvarium og spurgte derfor diskret ind til om afviklingen af fiskene kunne være et fælles projekt? Min kollega var afvisende. Der var jo ingen grund til at stå oven i hinanden for den smule fisk.
Jeg havde vagt i børnebiblioteket da min kollega marcherede hen til akvariet med en frysepose og et lille grønt net.
Resolut afmonterede hun låget og stak nettet ned i vandet.
“Måske du skulle tømme akvariet for i hvert fald halvdelen af vandet før du begynder at fange fiskene,” forsøgte jeg som indspark.
“Jeg har styr på det,” kvidrede hun tilbage, mens hun piskede nettet rundt i vandet som en vanvittig. Småsten, fisk, planter og alger hvirvlede rundt som i en blender. Fiskene spærrede øjnene op, det kan fisk godt, og deres små gæller tæskede desperat op og i.
Vandet blev mudret og mørkt. Min kollega svedte og bandede.
“Jeg tror, at det vil være en god ide at fjerne noget af vandet,” oplyste hun mig og forsvandt.
Jeg satte mig på hug ved akvariet. Det lignede en tank mudder. Fiskene var opslugt af mørket og sikkert forlængst halvdøde af stress.
Min kollega vendte tilbage med en glasskål. Tydeligvis med fornyet interesse for opgaven.
Her var det at jeg forlod min post. Jeg deserterede.
Jeg gemte mig bag en cementpille der var tæt på synlige flugtveje.
Ved siden af akvariet stod der nu en glasskål fuld af brunt vand. Min ivrige kollega havde gang i piskeriset igen. En mor og hendes 2 børn kom ind i rummet. De stoppede op og stirrede på sceneriet ved akvariet.
“Hvad gør damen ved fiskene?” peb det ene barn, en dreng, med lige dele rædsel og forundring øjnene. Moren fik øje på mig bag pillen. Jeg vinkede dem lydløst hen til mig.
“Bare rolig,” hviskede jeg, “fiskene er ikke dernede. De er rejst.”
“Øv!”, sagde drengen.
“Ja, øv!” svarede jeg, “Men kender I filmen Bennys Badekar?”.
Jeg fandt filmen til dem efter at have eskorteret dem ned bagerst i lokalet. Tilbage i sikkerhed bag pillen betragtede jeg min kollega. Det var tydeligt at opgaven nu havde udviklet sig til noget strengt personligt. Der var vand op af væggen og på gulvet. Fra en mudret plastikpose blinkede en neonfisk desperat til mig.
“Gemmer du dig?” en anden kollega havde sneget sig ind på mig.
Jeg pegede febrilsk hen mod tumulten ved akvariet. Hun gispede og greb min hånd.
“Klarer du den?” spurgte hun bekymret og gav min hånd et klem.
“Ja, men jeg får nok brug for at tale det igennem senere”, svarede jeg
I løbet af en time var det forbi. En håndfuld fisk lå på bunden af den brune vandpose.
“Det var jo nemt,” sagde min fiskekyndige kollega forpustet og med røde kinder da hun passerede min pille
Jeg tørte vandet op. Slettede sporerne.
Indimellem kontakter min empatiske kollega mig. Hende der klemte min hånd bag pillen.
“Tænker du stadig på det med fiskene?” spørger hun mig.
Mit svar er altid det samme. Man husker bedst dem man svigtede.
Hygg!
Sådan her husker jeg det.
Min far havde en lyseblå bil, som hed Taunus, og jeg så aldrig andre biler, der var lyseblå, fordi min far havde selv opfundet farven henne på værkstedet.
Vi kørte langt. Helt hen til der, hvor Danmark slutter. “Lyset er anderledes heroppe”, sagde min mor. “Det er så man bedre kan male det.”
Da der ikke var mere af Danmark, kørte vi ind i bugen af en gigantisk båd. Den havde flere etager og var så stor, at vi slet ikke kunne mærke, at den sejlede, da den gjorde det.
Efter mange timer klaprede tusind døre på alle bådens toiletter. “Se på horisontlinjen”, sagde min far og pegede ud af vinduet i spisesalen. “Så bliver du ikke søsyg.”
Vi var de eneste, der var der. De andre brækkede sig på toiletterne. Min mor fnes.
Horisontlinjen var svær at få styr på. Men om natten var den væk. Slugt af vandet, der var helt mørkt. Vi havde ingen vinduer, fordi vi var dybt nede under vandet. “Helt hernede skinner fiskene ellers”, sagde min søster og bankede med en finger ind i væggen.
Da vi kørte ud af båden igen, var alt grønt, men der var ingen træer. Det havde min mor fortalt mig om hjemmefra. Hun havde også lovet, at her ville være mange får, men jeg kunne ikke se nogle. I stedet stod der vrede mennesker ved siden af vejen og råbte. De havde alle sammen store uldne bluser på, og jeg tænkte, at det sikkert var dem, der havde slået alle fårene ihjel.
Taunus kørte igennem trætoppeløst grønt. Vejene var små og bugtede sig, og min far sagde, at nu gjaldt det altså om at holde tungen lige i munden. Min mor hjalp ham med det, med et kort, der kunne foldes så meget, at min søster og jeg aldrig måtte røre det.
Vi kørte meget og spiste mad, der var næsten, som den plejede. Jeg legede med en dreng, der hed det samme som en dreng derhjemme på vejen. Jeg fortalte om mine rulleskøjter hjemme i Danmark, og han grinede og grinede. Så lærte han mig at sige “hygg” – det betød “se”. Jeg pegede på alt og rundede hjemmevant af med hygg, og om natten drømte jeg, at jeg suste rundt på røde rulleskøjter igennem grønne bakker. Man kunne ikke bremse farten, men overalt lå der jo madrasser af græs.
Senere skulle vi bo hos to mennesker, der var gift med hinanden, men det kunne man ikke se. Manden talte ikke til os, og jeg turde ikke kigge på ham. Konen havde en rund mave og hed noget, der mere lød som en melodi end som et navn. Om aftenen skulle min søster og jeg ligge i hver vores seng, hvor dynerne var tunge, og madrassen var kold. Konen talte et mærkeligt dansk. Hun pressede dynen godt ned omkring mig og befriede min ene arm fra op under dynen og trykkede en stor chokoladebar ned i min hånd. Jeg kiggede på min søster, som havde spærret øjnene op.
“I aften skal du ikke børste tænder”, sagde damen til mig og vendte sig bort for at putte min søster på samme måde.
Da vi blev alene, hviskede jeg til hende: “Må vi godt det?”.
“Dynerne er hvide, slik dine fingre godt”, hviskede hun myndigt tilbage i mørket.
Mens vi lå der og gumlede, begyndte der at komme sjældne lyde fra stuen i den anden ende af huset. Manden spillede violin og sang. Melodien var smuk, og der var hele tiden et vers til.
Jeg ledte efter ord, jeg kendte, men fandt ikke nogle.
Da vi langt senere sejlede hen til Danmark igen, regnede det.
Det regnede, og jeg havde et sært hul i kroppen, der sugede i mig. Det sad lidt højere end maven.
Hjemme lugtede der sært i lejligheden. Som om der ikke boede nogen.
Om natten drømte jeg om Atlanterhavet, hvor fiskene skinner på bunden, og lige over havoverfladen legede vinden med en stump melodi, der kastede færøske ord rundt i luften.
Det smagte af chokolade.
2009
Her, mine damer og herrer kan I se mit 2009 i øjeblink.
Vi ses på den anden side!
Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
August
September
Oktober
November
December
Inde i julen
Hiphop dreng A: “Hvorfor skal det hele egentlig handle om ham Jesus og hans fødselsdag. Hvad har han lissom gjort for os? Giver han gaver?”.
Hiphop dreng B: “Aj! Kom, nu betaler vi det her og så fucker vi hjem til mig og spiller playstation”.
Overfyldt Tiger-butik, 21. december 2009
Jeg kan ikke lide jul. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan lide mad, gaver og Disneys juleshow. Det sker til jul men jeg kan ikke lide jul.
Min første erindring, overhovedet, er Julen. Jeg var helt, helt lille og jeg havde så ondt i maven. Vi holdt jul hos min mors forældre , og dem der var der før mig, siger at det var min første jul så derfor kan jeg ikke huske det. Men det kan jeg.
Jeg var lille og havde ondt i maven. Jeg husker ikke juletræet, maden eller gaverne. Jeg husker, at min far bar mig og at vi gik ned af mange trapper og at lyset gik ud undervejs der i opgangen. Min far sagde, og det er ikke noget jeg husker, men noget jeg ved: “Den klarer vi også, Busse.”
Busse det var mig.
Flere år efter, et farverigt efterår, fandt jeg de smukkeste røde og gule blade. Jeg fyldte lommerne og om aftenen klistrede jeg bladene på papir og skrev “Til mor” og “Til far”. Bagefter pakkede jeg naturen ind og ventede 1 1/2 måned på det øjeblik hvor dens storslåede skønhed ville blive åbenbaret når mine forældre pakkede bladene ud.
Øjeblikket krympede min sjæl. Bladene smuldrede og farverne var forsvundet.
Min mor smilede og sagde: “De har haft de smukkeste farver!”, og så tudede jeg indtil min søster kneb mig.
Den sidste jul min far levede vidste vi godt at han snart skulle dø. Det er uvirkeligt at være helt tilstede, når man lægger stor betydning og forventning i en aften. Denne sidste jul flimrer for mig ligesom en gammel sort/hvid filmstribe fuld af ridser. Der er ingen lyd. Jeg ville gerne have sagt: “Den klarer vi også.” Men det vidste jeg at vi ikke gjorde.
Der mellem julekagerne, Disney-showet og gavepapiret sad vi og var inde i julen.
Hvad giver man et menneske i julegave som snart skal dø?
Der skete noget mærkeligt med himlen den jul. Pludselig var det som om den brændte. Min far kunne ikke gå udenfor men jeg kunne tage billeder af det. Jeg blev ved med at trykke på udløseren indtil himlen blev slukket.
Julen varer kun et øjeblik men skal betyde så meget. Jeg kan ikke gribe fat i den og fastholde den.
Forgængelighed. Julen minder mig om forgængelighed. Helt enkelt. Memento Mori. Det må være det.
Jeg holder mest af ord og af billeder. De fastholder. Gaver betyder intet, fordi alt hvad man kan eje er blot til låns. Det vigtigste har man allerede med sig.
Fokus
Fokus. flimrer. for. mig.
Om fjorten arbejdsdage er jeg færdig med at arbejde. I hvertfald for nu og især for andre end mig selv.
I dag skulle jeg optages til et kort indslag til et radioprogram, om hvordan det står til henne i børnelitteraturen, og der mens jeg talte, begyndte jeg at tænke på det med de fjorten dage, og det var jo ikke særligt relevant for hverken programmet eller børnelitteraturen, eller så alligevel, men det var i hvert fald ikke det vi havde aftalt at tale om - det står klart.
Men uden at ville det lykkedes det mig at tale om det ene mens jeg tænkte: Fagforening, fradrag, fundament, forventning, fornuft, forfængelighed, forgængelighed, forførende, fristende, fravær, fuckup? Fokus!
Den super professionelle interviewer, der fysisk sad i den modsatte ende af landet, kunne jo ikke se at jeg fløj af afsted på f’er og måske afslørede jeg mig kun ved at afbryde og meddele : “Jeg har glemt hvad jeg var igang med at sige” eller: “hov, jeg er ikke helt sikker på hvad jeg mener”. Og da spørgsmålene til sidst landede ved inspiration til julegaver, tænkte jeg, at det er da godt at det ikke er live, det her, men det var det jo på en måde, og det var sådan det startede; jeg mangler fokus fordi jeg er fjorten dage fremme i stedet for at være her nu og sådan er det med tiden. Den folder og filtrer. Det er svært at koncentrere sig om at være i sig på det rigtige tidspunkt når man ælter rundt i tanken.
“Vi kommer til at klippe lidt”, sagde de til sidst ovre fra DR-byen, og det var venligt og optimistisk sagt. “God ide”, samtykkede jeg, og vendte tomlerne op for at understrege min tilstedeværelse, men det kunne de jo heller ikke se, og så tænkte jeg, at muligheden for at klippe burde man kunne tilvælge i flere af livets forhold.
Om 1 år vender jeg tilbage og læser dette her og så vil det enten føles som deja vu eller som rent vrøvl:
Zenia, stram op!
En rød hval
2009. Østerstrand. Fredericia.
Noget lurer under overfladen. Noget rødt. Og uldent.
