Den Zenia

Nettet

Første gang jeg sad ved en computer kiggede jeg ind i en sort skærm med grøn skrift. Det var meget science fiction-agtigt tænkte jeg og var målløs. Min morfar havde sat mig der ved skærmen. “Værsgo,” sagde han, “Bare skriv!”.
Jeg gloede på skærmen og tastaturet foran mig. “Alt det jeg vil?” spurgte jeg mest forskrækket.
“Alt det du vil!”
Jeg blev svimmel. Inde i skærmen lå der tusindvis af sider, nej millioner af sider, og de var helt blanke og man kunne skrive alt det man ville. Alt.
“Skriv nu!” nødede han mig og skubbede min stol længere ind mod bordet.
Jeg har aldrig været så blank som lige der. Mulighedernes uendelighed rumsterede. Så jeg skrev: “Der var en gang og for enden af den gang var der en dør.”
Resten er historie.

Senere kom der noget som ikke var internettet men næsten. Min morfar sagde: “Her kan man finde alt”. “Alt?”, spurgte jeg. Han slog ud med armene “ALT!”

“Okay så! Ja men så kunne jeg godt tænke mig manuskriptet til Monty Pythons Holy Grail”. Det var et snedigt ønske, tænkte jeg, men 6 timer senere havde min morfars matrixprinter allerede printet det. Jeg havde det med i skole og alle var voldsomt imponerede. Der var muligheder i det her som ikke helt var internettet endnu.

Da jeg fik min første e-mailkonto havde jeg ikke nogen at skrive til så jeg sendte en mail til mig selv. Jeg skrev: “Kan du hoere mig?”.
Jeg gik klart igennem.

Internettet var fantastisk. Nogen gange måtte vi sidde oppe hele natten og printe ud derfra. Anmeldelser. Lister over nobelprismodtagere. Latinske citater der lød kloge. Bare print! Derhjemme kunne jeg lave møbler af papirstakke. Det var uansvarligt, det ved jeg nu, men jeg var i affekt.

I dag er jeg selv på nettet. Jeg kan google mig og jeg holder især af de links der afslører at jeg er skrap til inliners. Måske en dag nogen fra min barndom googler mig og så finder de det med inliners og de bliver svært imponeret gør de og tænker “Ok! Respekt – det havde vi alligevel ikke troet om hende!”. Tanken glæder mig og det er helt i internettes ånd – alt er muligt derude!

Nogen gange er jeg faldet i huller og fået skrammer. En gang i en diskussion om muskelhunde (ja, jeg ved det ikke var gennemtænkt) var der en der skrev til mig at hvis det stod til ham ville jeg altid rende rundt med to blå øjne. Og det var ikke øjenfarven han mente. En anden gang, og der talte vi om spændingshovedpine, var der en der mente at ingen i min familie umuligt kunne elske mig.

I den anden ende har jeg fundet gode venner som dagligt lutrer min sjæl med rare, sjove, tankevækkende og kærlige mails. Flere af dem kommer også nogen gange ud af Internettet og så er vi sammen i virkeligheden på samme måde.
Det er særligt og jeg kan ikke undvære mit net fordi det er en del af livet. Jeg snupper hele pakken. Lukker de faneblade der skal til og finder nye hele tiden.
Og på googledocs kan man skrive hvad man vil. Alt det man vil!

Mod vind

I gennem flere måneder har jeg drømt den samme drøm, og læs blot trygt videre detaljerne udebliver, fordi drømme er altid utaknemmelige og idiotiske at genfortælle – især fordi man mest finder ud af at de ikke handler om stor poesi.
Mens jeg har drømt har jeg hørt musik. Min underbevidsthed har fundet sit eget soundtrack. Og det er ikke en sang jeg kender, tror jeg, men mens jeg sover spiller den virkelig lystigt og helt til  jeg vågner og efterlader et ekko som er insisterende og irriterende. Med mine priviligerede bibliotekariske evner fandt jeg sangen og i timevis har jeg tålmodigt lyttet og forsøgt at finde og gennemskue dens skjulte budskab.
Mens jeg er på bar bund tordner sangen hver nat i mit hoved.

Kan det være en spændende neurologisk skade? Sådan har jeg grublet, mest for mig selv, indtil en ven sagde noget brugbart- og det var ikke helt tilfældigt at det kom fra ham fordi han studerer psykologi på universitetet og sådan en slags er altså god at have i baghånden – han sagde: Det handler ikke om sangen men om i hvilken sammenhæng du har samlet denne sang op. Er den fra en film? Hvad fik den film dig til at føle etc.

Jeg har udtømt alt hvad jeg ved og føler for den sang, og det er i øvrigt mest irritation, så i stedet rejste jeg mig en nat og lavede en liste over forskelligt som jeg grundlæggende er muggen over. Og det er ikke ok at være muggen længe og så i går sagde jeg noget spontant dybsindigt et andet sted i cyberspace, og jeg afviser ikke at det er noget jeg har læst i en bog, men jeg sagde: Modvind handler kun om hvor man står.

Nogle gange er det som om andre mennesker, eller i virkeligheden deres handlinger gør en tung, og jeg er ret sikker på at jeg ikke er den eneste der kan have det sådan, og måske er jeg heller ikke den eneste der det meste af tiden blot synker og tænker på fædrelandet.

Men det slutter nu.

Jeg flytter mig lige nu her i vinden. Musik kan få en til at røre sig.

Lige før

2 sekunder før:

“ÅHH jeg dåner”

Frem fra gemmeren er kravlet en tegneserie jeg lavede en weekend engang jeg var 10 år. Jeg vil dele den med jer:
1. Fordi I er rummelige.
2. Mit geni bør ikke længere ignoreres.
3. I er rummelige.

På skolebiblioteket havde jeg bladret skødesløst i en bog om Thailand og var her faldet i et billede af et butiksvindue hvor der var udstillet unge piger. De havde alle et badge på brystet med et tal. Det var deres bestillingsnummer.
“Verden må høre om dette” – tænkte jeg mens jeg var meget oprørt og sådan gik det til at jeg gik i gang med at skabe en samfundskritisk tegneserie om kvindehandel.

Jeg havde aldrig lavet en tegneserie før og vil ikke lægge skjul på at denne er tegnet og forfattet i stor hast og affekt. Der var ingen redaktør.

Værsgo til Zenia, 10 år:

(Bemærk, at jeg i øverste højre hjørne har noteret et markant 1. tal. Det er ikke et sidetal – det er for at slå fast at dette blot er første album i en gribende, ambitiøs og politisk serie opkastet af samme skarpe journalistiske hjerne)

- FORTSÆTTES…

Slutninger

I torsdag stod min mand op kl. 5.20, og præcis samtidigt lukkede hans farmor sine øjne. For altid.
Vi holdt meget af hende, og når man skal sige farvel og ikke får et svar tilbage, sætter noget sig skævt indeni.
Det er naturligt og garanteret. Alt det med døden.

Lige før stod jeg på et marked. Rasmus Seebach væltede ud af højttalerne. Små hunde gispede, mens de blev slæbt rundt mellem lugte og indtryk, og babyer med meget røde ansigter kogte i barnevogne, mens voksne skålede i plastickrus og slæbte ting eller sager under en fri arm.
Jeg faldt ned i en kasse med gamle bøger og fandt en gammel ven: Martha Christensens Dansen med Regitze og slog straks op på sidste side for at læse den slutning, jeg vidste ville være der, og den er så smuk og enkel (og du skal kigge væk nu, hvis du ikke vil høre det): “Og et sted rejste en ung mand sig fra den stol han havde siddet på og gik hen over et gulv, tryllebundet af en nakkes linjer og lagde en hånd omkring den nakke og troede at alt hvad han bad om var en enkelt dans”.

Og ømheden og sandheden ramte i det der sad skævt, og jeg kom til at græde.
Jeg tror ikke på noget efterliv, engle, himle eller usynlige venner, der hedder Gud, men  jeg tænker på en måde, jeg ikke selv helt kan greje, at et farvel altid er nødvendigt for, at man kan mødes igen.
Livsforløb er som bøger.

Sandheden

Det.er.sådan.her.det.er.

For to dage siden skrev jeg: “…hvor findes der mange gode historier, måske er der endda nok”.
Jeg er ramt af det nu. Min egen sætning er vendt tilbage for at prikke mig i øjet.

Er færdig med en historie der har rumsteret alt for længe og jeg har skiftevis måttet hive og lokke den ud igennem mere end de sidste par år. Og nu er den her. Sidste punktum er sat. I hvert fald indtil i morgen hvor jeg skubber lidt rundt men grundlæggende er den født.
Så jeg læste slutningen et par gange og overvejede dens rimelighed. Blev rastløs og gik ud på gaden men vidste ikke hvor jeg skulle gå hen, så gik hjem igen fordi det virkede normalt.
Tilbage i sofaen greb jeg en bog, som lige er kommet med posten, og som jeg skal i gang med at mene noget om. Slog op på første side bare lige for at sige hej og blev mødt af præcis samme sætning som er første sætning i min historie. Eller, nu overdramatiserer jeg. Min historie starter sådan her: “Det er sådan her det er”. Den anden historie starter med “Sådan her er det”.
Så nu synes jeg at begge historier er dumme.

“Sproget er alles!”
Rend mig.

Livsvalg – det her handler om mig

Man må ikke gøre fortræd. Sådan siger google og sådan har jeg også lært derhjemme.

I år har jeg orlov. Jeg betaler det selv. Hver eneste dag. Det var min mands ide, fordi han syntes at jeg er en stjerne og det er priviligeret at kunne give den gas med at skinne og stråle mens nogen tror på en.

Da jeg var mindre var det nuttet at jeg fortalte historier. Hvis man fraregner episoden med psykologen der mente at jeg løj og ikke blot var fantasifuld.
Men det var jeg. Fantasifuld. Da jeg var 10 år havde jeg allerede skrevet 1 halv roman (der handlede om en spillemand som havde en dødsviolin, der med melankolske djævelske toner dræbte alle der lyttede) 2 kvarte tegneserier (om Gud og om Kvindehandel i Thailand) og takketalen i forbindelse med min fremtidige modtagelse af Nobelprisen i litteratur.
Som jeg sagde: Fantasifuld. Det inkluderer ikke nødvendigvis selverkendelse.

Da jeg var større var det ikke længere nuttet at jeg fortalte historier. I skolen mente de at jeg kunne blive journalist. I erhvervspraktikken tog redaktøren på lokalbladet luften ud af den ide da han afgjorde, at jeg ikke kunne blive journalist fordi jeg ikke kunne holde mig til facts – mine artikler var for gode. Jeg løj.

Så var jeg ked af det længe. Jeg pjækkede fra skole og læste bøger. Mine historier var fulde af folk der ikke kunne lykkedes.
Men så en dag stoppede historierne. De blev helt væk og jeg læste de andres historier i stedet og hvor findes der mange gode historier, måske er der endda nok.

Men så var det min mand sagde: Du støver – lad os få dig pudset af.
Og det er det mest vidunderlige og mageløse der er sket mig. Hver morgen og hver aften smiler jeg – især til min mand. Men også mere til andre i almindelighed – det kan jeg mærke.
Det er ikke nemt at skinne og gøre som man har drømt om. Det sker ikke af sig selv og det er hårdere end jeg troede, og nogen dage forstår jeg at jeg er komplet talentløs og andre dage indser jeg at jeg er et geni. Jeg kan lige netop rumme det. Her med alle mine historier som har kildret, kløet og rumsteret i mit hoved altid.

Jeg gør ikke nogen fortræd. Hvis man ser igennem fingre med et par fiktive dødsfald.

Alligevel, fordi nu nærmer vi os pointen, bliver nogen provokeret af mig. Selvom min orlov ikke koster nogen noget stikker den ud og rager smil af og stikker øjne ud. Det er voldsomt.
Derfor stod jeg forleden i et hjørne, hvor jeg var blevet klemt ind i en dialog, fordi jeg ikke var hurtig nok og grundlæggende er ret naiv.
Hør bare:

Person: Nå, hvordan går din ferie så?
Mig: Øh, jeg har ikke ferie før sidst i august.
Person: Aha, jeg har da ellers hørt at du har ferie hele året?
Mig: Ej, det ville ellers være fedt – men jeg har så valgt at tage orlov.
Person: Hvor lækkert. Så kan du rigtigt slappe af mens Janus knokler? Ham har du altså været heldig med.
Mig: Ja, det har jeg. Men hør lige her. Jeg har altså sparet op længe for at kunne tage den her orlov. Den koster. Og jeg arbejder!
Person: Arbejder? Med hvad da? Eller, nå ja – du skriver en børnebog?!

Her kommer Person2 på banen og udvider konversationen i en spændende retning – spids nu ører:

Person2: Næ hej! God ferie?
Mig: !!!
Person: Hun siger det ikke hedder ferie men orlov!
Person2: Nånå – det kommer vel ud på et…
Mig: Ej, men…
Person2: Ved du hvad? Jeg syntes bare det er så godt for dig!
Mig: Tak, tusind tak! Du kan tro jeg også har det godt
Person2: Ja, det er altså bare så fint. Når nu du ikke kan få børn og have et normalt liv så er det bare godt at Janus lige kan tage en tørn så du kan få lidt ro.

Så gik jeg. Alligevel.

Se bare. Jeg er ikke den eneste der laver historier.

Månen är en stor sten

Tak, Allan & Karoliina
Sverige er heldig!

Fru Pigalopp

Engang sagde en kollega til mig, at hver gang hun havde nederdel på med lommer følte hun sig som mig. Jeg tænker på det hver gang jeg tager en lommenederdel på. At jeg er mig.
I går cyklede jeg igennem en blæsende gade. Det gik ned af bakke og det er den bedste måde at komme fremad på en cykel. Jeg havde store rummelige haremsbukser på og vinden kravlede op i mine bukseben og pustede dem op. Helt lissom balloner. Det både klidrede og så sjovt ud så jeg grinte højt og især fordi jeg forestillede mig at farten gjorde at ingen alligevel kunne nå at identificere mig.
Lige dér var jeg Fru Pigalopp. Sådan følte jeg mig. Med enorme ben, rebelsk hår og et hus der hedder Tusinddørshuset. Jeg prøvede at komme i tanke om noget på norsk som jeg kunne understrege følelsen med men var lidt blank, og råbte i stedet for, på overvejende svensk: Du är inte klok! og det var et råb udledt af frydefuld selverkendelse men en mand tog det personligt og vendte sig efter mig. Han var ikke svensk mere afrikansk og han vinkede med pæne hvide tænder og lige da jeg netop var i gang med at suse forbi dristede han sig til at fløjte efter mig. I ved, på den der måde man fløjter når man enten ser en lækker dame eller måske har fundet en pose fuld af tusindekronersedler.

Da jeg kom hjem overvejede jeg at stoppe sofapuderne ned i haremsbukserne så Pigalopp-fornemmelsen kunne blive lidt længere, men man må jo forstå at øjeblikke er så unikke fordi de er øjeblikke og ikke livsforløb.