Fru Pigalopp
Engang sagde en kollega til mig, at hver gang hun havde nederdel på med lommer følte hun sig som mig. Jeg tænker på det hver gang jeg tager en lommenederdel på. At jeg er mig.
I går cyklede jeg igennem en blæsende gade. Det gik ned af bakke og det er den bedste måde at komme fremad på en cykel. Jeg havde store rummelige haremsbukser på og vinden kravlede op i mine bukseben og pustede dem op. Helt lissom balloner. Det både klidrede og så sjovt ud så jeg grinte højt og især fordi jeg forestillede mig at farten gjorde at ingen alligevel kunne nå at identificere mig.
Lige dér var jeg Fru Pigalopp. Sådan følte jeg mig. Med enorme ben, rebelsk hår og et hus der hedder Tusinddørshuset. Jeg prøvede at komme i tanke om noget på norsk som jeg kunne understrege følelsen med men var lidt blank, og råbte i stedet for, på overvejende svensk: Du är inte klok! og det var et råb udledt af frydefuld selverkendelse men en mand tog det personligt og vendte sig efter mig. Han var ikke svensk mere afrikansk og han vinkede med pæne hvide tænder og lige da jeg netop var i gang med at suse forbi dristede han sig til at fløjte efter mig. I ved, på den der måde man fløjter når man enten ser en lækker dame eller måske har fundet en pose fuld af tusindekronersedler.
Da jeg kom hjem overvejede jeg at stoppe sofapuderne ned i haremsbukserne så Pigalopp-fornemmelsen kunne blive lidt længere, men man må jo forstå at øjeblikke er så unikke fordi de er øjeblikke og ikke livsforløb.
3.95 eller noget om kærlighed
Jeg har engang købt et menneske. Han hed Jonathan og var pæn. Meget pæn.
Sådan her var det:
Min veninde Eva og jeg sad på en trappesten. Det var sommer og vi kedede os og det var ikke et godt tegn fordi sommeren var helt ny.
Men så kom der en flyttebil og inden i den var der, udover møbler og kasser, en dreng der hed Jonathan. Han havde hvidt hår og lange øjenvipper der viftede op og ned når han blinkede. Det lavede skygger på hans kinder og hans pandehår blafrede hele tiden lidt.
Vi så det allerede på lang afstand.
Jonathan missede mod solen og mod os mens hans hår skinnede. Så vi vinkede til ham og han vinkede tilbage.
Senere da vi stadig sad på trappen med vores kedsomhed kom han cyklende forbi på sin skrammede og seje bmx-cykel. Han lavede en dramatisk opbremsning foran os og da han talte, fordi det kunne han også, viste det sig at han i hvert fald ikke var fra Randers men mere henne fra Sjælland. Han talte lissom Kim Larsen og vi måtte hive efter vejret af ren begejstring. Sjælland var meget eksotisk.
Da han spurtede videre på bmx’en sagde Eva: “Han skal være min kæreste! ” og jeg vidste med det samme, at det kunne jeg aldrig nogensinde acceptere og sagde derfor: “Ikke tale om. I har også næsten samme farve hår. Hvordan kommer det ikke til at se ud!”
Det var et argument uden mening men Eva forstod konfrontationen.
“Han kan bedst lide mig” gav hun igen.
Det var ikke utænkeligt at man kunne havde fået det indtryk, fordi jeg havde været så paralyseret og hæmmet af Jonathans øjenvipper, at det kun var Eva der havde talt med ham.
“Jeg vil gerne betale for ham!” fløj det ud af munden på mig og det havde ikke været forbi hjernen først.
“Betale?” gispede Eva og så på mig med ærefrygt.
Penge var ikke noget der før havde været imellem os.
Nu måtte jeg stå fast og greb til lommerne i mine smækbukser.
“Hvad vil du give for ham?” spurgte hun. Hun var imponeret men det havde ikke lammet hende
Jeg hev to store flotte 1 kroner op så de kunne blinke i solen.
“Sådan der!” To kroner. Det burde man nok kunne få sådan en Jonathan for.
“Ha!” Eva hev en lille læderpung frem.
“Min morfar gav mig penge sidst han var her!” triumferede hun
3 enkroner og en 25 øre smed hun på jorden mellem os.
Nu gjaldt det.
Jeg dykkede helt ned, helt derned hvor lommeuld forsvinder og bliver glemt sammen med tvivlsomme brødkrummer og støvmider. Op hev jeg triumferende 25 ørere, 10 ørere og en enkelt 5 øre.
I alt havde jeg 3.95.
“Pokkers!” udbrød Eva og slog luften med en knyttet næve.
Nu ejede jeg Jonathan. Han blev købt og betalt lige den sommerdag i 1983 men han fandt aldrig ud af det. Han var det mest flyvske stykke ejendom jeg har haft. Han ville ikke rette ind og det var svært at kontrollere ham når jeg f.eks. ikke turde tale til ham. Jeg tror heller ikke jeg elskede ham. Men jeg ejede ham. Lige indtil den dag Eva hørte om noget der hed inflation – det komplicerede mit ejerskab mente hun, og så fik han også en kæreste der hed Merethe. Det var heller ikke uvæsentligt.
Tekster | Kommentarer (8)Femogtredive
Nu har jeg været her i præcis femogtredive år. Planen var at allerede nu skulle jeg have modtaget Nobelprisen men noget kom i vejen. I stedet har udrettet andre ting.
Så sent som i går opkaldte en tidligere kollega en ælling efter mig. Og i dag har jeg været ude at svømme for første gang i 18 år. En øvelse jeg har nægtet mig selv sålænge på grund af en grundlæggende eksistentiel angst for at blive harpuneret eller hånet. I dag har jeg også spist en isvaffel med hele svineriet for første gang i 10 år. Det var næsten hårdere end at svømme – guffen alene tog mindst 10 minutter at gøre kål på.
Og så tænkte jeg: smide være med det – nu køber jeg en badedragt og så skal det være slut med ikke at svømme. Fordi da jeg først holdt op med at skrige var det helt vildt skægt. Engang var jeg faktisk medlem af svømmeklubben Neptun og havde svømmemærker og det skal ikke hedde sig at mine forældre spildte de kontingentpenge.
Mens jeg betalte for en badedragt stod pludselig en jeg engang kendte ved siden af mig og hende har jeg ikke set i 8 år fordi hun var så hensynsløs at flytte til den anden ende af landet og lidt til venstre – men nu var hun kommet med børn som hun havde lavet og sød mand. For at besøge mig!
Hun vidste ikke at det var min fødselsdag men er sat ind i sagerne nu og om lidt er hun her igen og så skal vi bade sammen på en offentlig strand og det lyder ikke af meget men det er en stor gave at få. Som en slags eksistentiel Nobelpris!
Lyrisk guldkorn
“Det var en let løsning. Det var som at tisse i bukserne. Til sidst var bukserne våde, og man tissede alligevel.”
Stein Bagger, poet og svindler
Om at snøre Bent
Tømreren hed Bent og var sådan en der snakker folk i stykker. Han vidste alt om f.eks. Keops pyramiden. Det sagde han. Fordi han havde været der. Og man skal have været der for at finde ud af noget. Tag lige det guldkorn i lommen.
Han havde en egyptisk kæreste, fortalte han, og det var egentlig sådan lidt off topic i forbindelse med det tømmerarbejde han skulle lave hos mig.
Han havde givet hende penge så hun kunne blive sygeplejerske. Først kostede det egentlig kun max 10.000 skrev hun. Så blev det 15.000. Så blev det 17.000 – ja og så endte det sgu på 35.000. Det var ikke lige det han havde regnet med. Men hun var sød, det var hun, og de havde kysset lidt da han besøgte hende. Han måtte leje en lejlighed de kunne være i fordi hun boede simpelthen så kummerligt.
Ja, han vidste sgu ikke helt om de var kærester eller om hun mere var som en slags datter. Det ved man jo ikke altid, som han sagde.
Så nu skulle han arbejde i hele sin ferie fordi hun manglede pengene. Måske der lige kunne blive til en weekend i Tyrol, det håbede han lidt, fordi han var træt og udmattet af at arbejde i alle sine weekender.
Men, det vigtigste var sgu da at han havde hjulpet et andet menneske, ikke? Han sagde det med blanke øjne og jeg gav ham et klem og sagde “Helt sikkert, Bent. Du er et godt menneske og en god tømrer. Lidt lissom Jesus!”
Han nikkede alvorligt og klemte øjnene for vand mens han samlede sit værktøj sammen.
Da vi tog afsked garanterede jeg at jeg vil besøge Keops pyramiden en dag, så jeg kan finde ud af alt det, man ikke kan lære på andre måder end når man har været der.
Tekster | Kommentarer (3)Flyvende tallerken?
Nuvel, det er lidt utydeligt – men det ligner alligevel lissom en UFO!
Cave Hippopotamum!
To gode og kærlige venner er de kunstneriske genier bag denne:
Nu er det HELT slut med forsøg på indbrud.
Jeg er sikker. Det er meget bedre og langt mere overbevisende end et skilt med PAS PÅ HUNDEN!
Tak, Jeanette & Camilla. I er de bedste!
Det andet | Kommentarer (5)
Fenris: halvt lykkedrage – halvt kompromisløs hævnerhund
Jo, Fenris’ heroiske indsats er nu heldigvis fortolket og foreviget af Allan Haverholm
